Udeliv i Frederiks

I Frederiks er vi så heldige at have en dejlig legeplads. For os er det dog ikke bare en legeplads, men en grundsten i vores arbejde med leg, relationer og udeliv. Vi har fokus på børnene legemiljøer, og legepladsen er en nødvendig medspiller for at få så varierede rum som muligt. Børns leg er den vigtigste kilde til læring, sociale relationer og udvikling. Vi er optagede af at følge børnenes spor og interesser, da interesserede børn er motiverede børn.

Vi har stor fokus på at få naturen ind i byen og ind i Frederiks på bedst mulig vis, og selvom vi ikke er omgivet af grønne marker, har vi vores gyldne uderum i form af legepladsen, som vi udnytter til fulde med højbede, selvbyggede plantekasser, bålsted, osv. For os er udelivet en vigtig del af børnenes liv, og vi vil ikke lade os begrænse af vores lokation. Derfor har vi gennem flere år haft det som et stort fokus udvikle legepladsen som pædagogisk uderum. Her er børnene en vigtig medspiller, vi ser det som en stor kvalitet at få inddraget børnenes fantasi, kreativitet og idéer i udvikling og indretningen af uderummet samt til aktiviteterne i hverdagen.
Dette ses overalt i gården og et eksempel herpå kan være vores hjemmebygget plantekasser – de er skæve, de er utætte og de er fyldt af skæve søm. Men børnene har lavet dem, og det er de og vi meget stolte af. I plantekasserne lægger vi kartofler og løg, sår gulerødder, planter tomater, rabarber og vindruer. Høsten, hvor lille den end måtte være, er et fuldstændig gyldent øjeblik for alle størrelser. Og sikken en magi det er at gå på kartoffelskattejagt i jorden med sine bare fingre. Her er legepladsen og udelivet altså med til at give børnene en forståelse for, at grøntsager kommer fra jorden og tager tid – og det kan også være sjovere at smage på f.eks. løg, når man selv har plantet og hevet det op af jorden måneder senere.

I hverdagen bruges legepladsen ofte til forskellig former for leg. Alt fra bus, indianere, iskiosker og til madlavning på vores terrasse ved bålstedet. Bålet er generelt et stort omdrejningspunkt for vores liv i det fri.
Vi oplever, at børnene er meget optaget af ting, man kan spise, og her er uderummet en fantastisk ramme for at imødekomme børnenes interesse og også til at pirre til en nysgerrighed netop om nogle af de ting, vi spiser. Madlavning er blevet centrum for vores brug af bålet og børnene har herigennem lært, at meget kan lade sig gøre og at det er spændene at lave mad. Et eksempel på dette kan være en aktivitet som opstod ved at et barn i børnehaven havde syltede asier med i madpakker og de andre børn fandt det interessant. Der opstod snak om, hvor asier kommer fra og hvordan de mon er lavet. Dagen efter er dagens aktivitet som en naturlig ting at lave hjemmesyltede asier – det kan lade sig gøre at lave syltede asier selv. Vi eksperimenterer med madlavning og hvad der kan puttes i munden. Det er spændende at tage på tur og finde bænkebidere, for derefter at tage dem med hjem til børnehaven for at stege dem over bålet og spise dem.
Når efteråret rammer, og jægerne går ud i skovene for at fange mad, sørger vi altid for, at et par fasaner eller 8 lander i vores udekøkken. Så hænger de lige så fint der, med deres fine fjer og flotte hoveder, indtil vi flår dem, tager indvoldene ud og til sidst steger dem over bålet. Børnenes interesse for sådan en sød fugl er ubeskrivelig, og det giver selvsagt en masse refleksion og fantastiske snakke i lang tid efter; hvad er det for noget kød, vi har med i vores madpakker, var det ikke synd for fuglen, og så videre.

Der er altid noget der rører sig i Frederiks og på legepladsen.

[smartslider3 slider=3]